Nu går jeg bare igang med at skrive den her blog, uden at give den en overskrift.. for.. jeg ved virkelig ikke hvad den skal hedde, det hele er så forvirrende.
Det er lørdag i dag. Jeg havde planlagt at Vizz og jeg skulle grille, drikke øl og bare hygge i haven. Kun ham og jeg. Da jeg vågnede imorges var jeg glad og glædede mig til dagen. Men så vågnede Vizz og var fucking sur.. og så gik alt bare galt.
Jeg spurgte ham på et tdispunkt om jeg skulle flytte? “Vil det gøre dig glad?” – han svarede mig ikke, men så bare helt forkert ud i hovedet, på den der “ja”-måde. Jeg gik helt i stå. Begyndte at voldtage boligportalen.dk og fandt absolut intet. Ringede til mor og bad hende kigge i lokalavisen.. heller ingenting. Jeg stortudede og vidste bare at det her var dét. At jeg aldrig mere skulle være sammen med Vizz på den der kæreste-agtige måde. Mit hjerte var blevet revet i en milliard stykker og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Der var stille i lang tid, lige indtil jeg spurgte ham om han slet ikke elskede mig mere.
“Ikke som jeg gjorde dengang” var svaret. Ikke alene var mit hjerte smadret.. nu var min tillid, min tro og mit et og alt bare.. pist væk. Jeg græd virkelig som en gal. Jeg ville jo forhelvede ikke bare acceptere at det skulle være slut, det her. Fandme ikke når jeg har kæmpet så meget for at få et nogenlunde normalt liv, SAMMEN MED HAM, til trods for min sygdom. Vi kunne sgu da ikke bare give op!? Men jo – pga. et askebæger der er fuld nærmest hele tiden, mælkekartoner der er for gamle som står på køkkenbordet et par timer og en ugeplan der ikke bliver overholdt 100%, skulle jeg altså flytte, ifølge ham, for han kunne ikke holde ud at bo sammen med mig mere.
Jeg tiggede ham om at give mig en chance for at forbedre mig – han måtte bare ikke bede mig om at flytte, for det ville jeg ikke kunne klare. Ja, jeg bliver virkelig hjælpeløs i sådan en situation. Når jeg ikke har kontrol gør det mig bange og ynkelig.. og så tigger jeg efter tilgivelse og forståelse for den jeg er. Jeg ved godt det er helt hen i vejret, men.. det er svært at ændre. Hvad nu hvis den jeg er, er én ingen kan lide? Men.. han endte med at tilgive mig, trods alt. Jeg forstår stadig ikke hvorfor.
Vi delte et meget intimt øjeblik sammen og så var det som om at alt det der lige var sket, var glemt igen. Da vi så stødte ind i hinanden i køkkenet kort efter, omfavnede jeg ham og sagde “jeg elsker dig”. Der gik lidt tid, men endelig kom “jeg elsker også dig” ud af hans mund. På en meget overbevisende måde, skal jeg lige hilse og sige.
Og ved du hvad? Lige siden har det bare været fanfuckingtastisk at være Vizz’ kæreste. Vi har grint og haft det sjovt sammen hele aftenen.. sådan har det ikke været længe. Det har jeg savnet helt vildt – for Vizz er supersjov at være sammen med og jeg elskerelskerelsker at han kan få mig til at grine helt vildt. Jeg tror det lykkedes for os.. Fuck mand, jeg elsker den dreng mere end noget andet. Vi har brugt de sidste 3 år sammen.. jeg vil meget gerne have mange flere år. Kærlighed er fucking bøvlet, men i sidste ende er det også dét værd.
Vi fik grillet alligevel og nammenam, jeg elsker at grille.
Jeg elsker at grine. Især sammen med ham.


