Det er ret utroligt. Hver eneste gang jeg tror (håber) at Michael har ‘tabt’ mit nummer, så ringer han lige pludselig, fra et helt nyt nummer. Det irriterer mig så utroligt meget.
For 6 år siden var jeg overbevist om at vi var som Romeo og Julie. Vi elskede hinanden og havde gjort det, lige siden vi lærte hinanden at kende. Men familien kom imellem os og stoppede dét, vi var så sikre på var det eneste rigtige. Vi holdte kontakten med hinanden. Hemmeligt. Ingen måtte vide at vi stadig snakkede sammen. Selv da jeg kom sammen med Jannik, Jacob og Lars, holdte vi kontakten. Vi flirtede altid med hinanden over sms. Ringede til hinanden når vi var alene. Der kom aldrig mere ud af det. Selvfølgelig ikke. Det ville være for hårdt at starte forholdet igen, når vi vidste at alle i vores omgangskreds ville hade os for det og ALDRIG godkende det.
Men en aften skrev vi sammen og blev enige om at jeg skulle besøge ham i Odense. Han var flyttet ind på sit eget værelse, så der ville ingen fare være. Jeg var ellevild, for nu kunne vi endelig ses! Jeg tog toget fra Kolding og havnede en time senere i Odense. han hentede mig på banegården. Krammede mig og sagde at han havde savnet mig. Hvis han bare vidste hvor gengældt det var.
Vi hyggede os hele aftenen. Spillede playstation, så film og fjollede rundt. Én af hans kammerater kom forbi. Det var stadig hyggeligt. Pludselig var klokken blevet rigtig mange og Michael overtalte mig til at blive og sove. At sove i hans arme, for første gang i lang tid.. det ville jo blive fantastisk.
Det var ikke spor rart, da Michael og hans kammerat vågnede næste morgen. Jeg havde holdt mig vågen hele natten, det gjorde så ondt. De var i godt humør og spurgte mig om “det havde været godt for mig”. Jeg fik en voldsom kvalme og sagde at jeg måtte på toilettet. Jeg var rød. Overalt. Blodet havde ødelagt mit tøj. Jeg græd og græd og græd. Tårerne ville ikke stoppe. Jeg fik vasket det værste væk, skyndte mig at pakke min taske og stak af. Jeg har aldrig løbet så hurtigt før. Da jeg skulle vente 30 minutter på bussen til Brenderup, troede jeg at jeg skulle dø. De måtte for alt i verden ikke komme herned. Min jakke havde en kæmpe hue. Jeg sørgede for at skjule mit ansigt så godt jeg kunne. Jeg kunne ikke se dem, men jeg kunne fornemme at folk omkring mig stirrede helt vildt. Hvorfor skulle de dog ikke også det? Jeg lugtede af blod, jeg lugtede af sex. Det var så afskyeligt.
Jeg græd hele vejen hjem til min faster. Tog et bad med det samme jeg kom hjem. Et langt bad. Jeg sagde ingenting. Jeg var for flov.
Det var først et år efter, at min mor læste min dagbog mens jeg var i skole. Men vi gjorde intet ved det, og det fortryder jeg rigtig meget i dag.
Men af ukendte årsager, finder han altid mit mobilnummer. Jeg har skiftet det ret mange gange, men det nytter intet. Pludselig, så ringer han bare.
“Hvordan har du det? Jeg savner dig.”
Han ringede igår. Fortalte mig at han skal være far til november. Det var lige præcis dét jeg fik med, inden jeg slukkede min telefon.
Nu er det nok ikke en hemmelighed længere. Men han ødelagde meget.. alt for meget. Få uger efter episoden skrev jeg et digt. Jeg får ondt i maven hver gang jeg læser det, fordi jeg husker følelserne der skabte kaos indeni mig, mens jeg skrev det.
Kan huske natten så tydeligt,
flashback hvert minut,
mærker smerten i hjertet,
stoltheden er forandret til skyld.
Glasskår til angreb mod mit hellige,
varme, røde kinder,
stemmen er forsvundet,
jeg taler et stumt sprog.
Du ødelagde mit tempel,
min selveste sjæl,
gav mig ar på sjælen,
som ingen kan se.
Du er en tyv af skam,
lader andre være din vej,
til et forbryderisk sted,
glemmer humaniteten.
Jeg glemmer det aldrig,
vil aldrig forstå.
Du lod mig ligge og dø indvendigt,
dit lede lille skarn!
———————
My baby shot me down.
Hej til dig :-)
Tillykke med din nye side :-)
Knuz Runa
Hej Runa, tak skal du ha’ :)
Kram.