Når ingen andre vil.

Jeg er nødt til at være ærlig.. i hvert fald bare én gang.

Da min farfar døde, skrev jeg et brev til ham, få uger efter begravelsen. Jeg lovede ham at jeg ville udrette noget. Noget, der også kom andre til gode. Jeg har længe troet at dét jeg skrev ville gøre et eller andet, sætte noget igang hos andre. Men som tiden efterhånden er gået har jeg opdaget, at det ikke er dét der er mit endelige kald. Det er ikke dét jeg lovede min farfar, da jeg satte ild til brevet og lod asken svæve op til ham, hvor han nu end måtte være.

Det kom egentlig som et chok for mig da jeg sad og så Nyhederne den anden dag. De hjemløses ukronede konge (talsmand) var død. Han blev kun 48 år. Han havde levet et ekstremt hårdt liv på gaden siden han var i starten af 20′erne. Men når han dukkede op i tide og utide i danskernes hjem var han altid så sød og rar, både at se og høre på. Man kunne fornemme at manden havde et godt hjerte, samfundet havde bare aldrig givet ham en chance for at få stablet et ordentligt liv op. Et liv, som han havde fortjent.
TV2-Nyhederne havde filmet hans begravelse og et par af hans hjemløse venner som, utroligt nok, slet ikke græd. De var nærmere glae, for nu havde deres døde ven endelig fået fred. Nu skulle han aldrig mere tigge i et desperat øjeblik, han skulle aldrig mere opleve den bidende vinterkulde og han skulle aldrig igen, føle sig ensom juleaften. Nu havde han fået fred.

Indslaget sluttede, da én af hans venner lagde sin hånd på kisten og sagde “vi ses gamle ven, det bliver bare ikke lige nu.”

Mit hjerte bristede, det gjorde så ondt. Ikke døden, men dét, at et dejligt menneske aldrig fik den forbandede chance fordi han ikke lige “passede ind”. Jeg græd.. jeg hulkede faktisk. Jeg var også vred. Det var dét! Det var jo lige præcis dét der var mit kald! Det tog mig kun et sekund eller 2 at nå frem til den konklusion, at jeg, Nadja, har en pligt til at hjælpe de hjemløse alt det jeg kan. Når samfundet, familien og alle andre ikke kan give dem en chance, så skal jeg nok være klar med en hel håndfuld! Jeg har selv været hjemløs i en længere periode, for satan – de 6 måneder har været de hidtil værste i mit korte liv. Men nogen af de andre, de har været hjemløse i mere end et årti. De har rutiner, det nåede jeg aldrig at få. Men jeg ved hvordan det er at føle sig uvelkommen. Rigtigt uvelkommen.

Det skal være slut. Jeg har en vision og den vil jeg holde tæt til hjertet så længe jeg lever og er i stand til at hjælpe dem. Altid.