Det er måske lidt sløset
… men jeg har, igen igen, glemt at tage min abilify-pille. Eller, glemt og glemt.. jeg har med vilje undladt at ta’ den. At leve med stemmerne er nok, jeg har ikke brug for diverse selvmordstanker oveni. Jeg ved godt det måske er ret dumt, men honestly.. jeg magter ikke flere “hoved-problemer”, if you know what I mean.
Mit liv blev dog ændret igår. Jeg flyttede officielt sammen med min kæreste. Jeg får en ny læge, nyt mastercard og en ny tilværelse. Mon ikke medicinen bliver overflødig, nu hvor jeg endelig får styr (og ro) på min tilværelse? Det tror jeg nok den gør. Jeg begriber ikke hvordan jeg er havnet her. For 2 år siden sad jeg virkelig fast i et elendigt mønster. Jeg havde det også elendigt på alle mulige måder. Jeg havde ikke fast grund under fødderne og flyttede frem og tilbage. Men swup sagde det og der var Vizz. Det er en kliché ud over alle grænser, men han reddede mig fra mig selv. Lige fra den spæde begyndelse af vores forhold stod han klar med en hånd, en skulder, et kys eller et kram når der var brug for det. Jeg elsker og jeg elsker meget.
Jeg glæder mig til at leve igen.
Læg en kommentar