Det’ d. 20. i dag.. og jeg har været nervøs for ingenting. For det første tager han slet ikke afsted, for det andet har jeg været en idiot for ikke at stole på ham og for det tredje, så kommer min lillesøster i dag – det burde jeg glæde mig til, istedet for at gå rundt og bekymre mig om noget så ligegyldigt. And believe me, jeg glæder mig til hun kommer. Big time, altså. Jeg ved ikke rigtig hvad vi skal lave – vi kunne måske tage i Randers Regnskov eller Kattegatcentret eller.. bare blive herhjemme og lave god mad and stuff. Nu må vi se – én ting er sikker, jeg ved at dagen bliver god.
12:12
Nu er der kun 48 minutter til min søster er her (ifølge GPS’en, that is). Jeg glæder mig simpelthen så meget til at se hende. I min verden, er hun det allervigtigste. Fuck kærester, fuck min forældre, fuck mine venner – min lillesøster betyder en hel verden til forskel. Hvor sukkersødt og kliché-agtigt det så end er, så har vi været igennem en masse lort sammen og vi har altid, altid stået ved hinandens side. Vi har været i stand til at løfte hinanden op når der var brug for det. Som da vores storebror gik amok i en pillerus, eller da vores mor blev indlagt på den lukkede, eller da farfar døde, eller.. du ved hvad jeg mener. Det er hendes hånd jeg vil holde, ingen andres. Hun er min sol, min blomst, mit et og alt, simpelthen.
Nu’ der kun 43 minutter tilbage.
Tirsdag d. 23. juni
Ok, en meget sen update, men altså – fuck it. Mette var her i lørdags. Det var enormt dejligt at bruge en hel dag sammen med hende. Vi cruisede i Århus og jordede IKEA. Mette er nu officielt IKKE en IKEA-jomfru mere. Oh yes, hun købte sin allerførste IKEA-vare. En pæn glasvase, uh lala. I bund og grund var det bare herrelækkert at have hende på besøg. Hun tog først hjem sent om aftenen – og selvom jeg lige havde brugt en hel dag sammen med hende, så fik jeg et stik i maven da hun startede bilen og kørte hjem. Øv :(
Sent igår der.. ved jeg ikke helt hvad fanden der skete. Vizz og jeg blev ret meget uvenner over.. well, noget så lamt at jeg slet ikke kan huske det i dag. Pludselig krakelerede min verden bare fuldstændigt. Jeg råbte, skreg, hylede – jeg var enormt tæt på at ringe til sygeplejersken og få hende til at indlægge mig, men jeg gjorde det ikke. Istedet tog jeg hovedpinespiller for at se om det ville få mig til at falde til ro.. det virkede også, lige indtil det gik op for mig, at Vizz ikke gad give mig et kram, som en slags “ok, lets be friends”-gestus. Tårerne stod i kø for at komme ud, mand. Det gjorde så ondt i hovedet. Æniwej – jeg lå så og tudede på sengen indtil han gav sig og kom ind til mig. Jeg fatter ikke at han gider finde sig i det – jeg må være enormt svær at leve sammen med. Jeg ville i hvert fald ikke bo sammen med mig, det er helt sikkert.
.. jeg hader dét, sygdommen gør ved mig. Jeg hader at være skizofren og jeg hader at være paranoid. Så’ det fandme sagt, altså.
