Mit liv.
29 sep 2011 Skriv en kommentar
in Ikke kategoriseret
Ja, for at være helt ærlig, så sutter mit liv røv.. seriøs røv! Røv med fucking skorpe og væsker der lugter værre end et bodega efter 225 fulderikker har knækket sig det samme sted.
Lad os lave en lille recap af HVORFOR:
1: April, 2006 dør min højtelskede farfar af kræft. Han betød sådan cirka ALT.
2: December 2009, 4 dage inden fucking juleaften, dør min elskede stedfar meget pludseligt og meget voldsomt.
3: Kort tid efter min stedfars død erklærer min kæreste sig “træt og ikke tilfreds” med vores forhold og vi bliver enige om at jeg skal flytte så snart det er muligt. Alligevel dyrker vi sex (fordi jeg ikke kan finde ud af at sige nej, fucking nej) og opfører os som et kærestepar, fordi jeg finder mig i at han ikke vil tage den der vigtige snak vi så desperat har brug for. Sådan er det stadig.
4: Januar 2011 dør en kammerat i Afghanistan, efter at have været udstationeret i 6 måneder. 6 fucking måneder.
og så.. nummer 5. Jeg havde aldrig troet den mand skulle komme på en sådan liste, men det er tydeligt at intet er som man tror det er.
Min far har fået konstateret tyktarmskræft. De fandt 3 polypper.. og normalt plejer de at være god-artede og 35% af befolkningen har dem og bla, bla, bla. Én ud af de 3 var ond-artet. Han har fået et tilbud om en operation der kan fjerne den.. men fordi han har hjerteproblemer er det en operation med stor risiko for at noget kan gå galt.. meget, meget galt. Min far skal tage stilling inden tirsdag. Vil du dø på operationsbordet eller vil du dø af kræft?
Selvom min far og jeg ikke har et tæt forhold (guderne skal vide jeg har prøvet, men den mand er lukket som en låst dør) så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre hvis han ikke er her. Jeg ved godt jeg tit har sagt højt at han ligeså godt bare kunne dø istedet for at være så fucking træls.. men det mener jeg jo for fanden ikke! Jeg er chokeret, vred, ked af det og skuffet. Jeg aner ikke hvad jeg skal føle. Jeg har grædt og grædt og grædt og jeg føler ikke jeg har flere tårer jeg kan presse ud, selvom jeg så inderligt gerne vil.
Min far vil gerne mødes med min mor og jeg.. og det forstår jeg godt.. og jeg vil også meget gerne se ham inden tirsdag. Vi skal gå igennem alt det der skal ske, hvis det ikke går som planlagt.. hvis han dør. Hvis jeg skal stå der med hans lig og arrangere hans begravelse og ringe til familien og vælge de rigtige blomster og de rigtige salmer og huske hvilken sang han gerne vil have spillet og jeg tror bare jeg graver mig ned ved siden af ham, for at være helt ærlig.
Jeg har sådan en lyst til at gøre noget drastisk – rejse langt, langt væk på en meget lang ferie. Rejse ud i verden og se den, glemme alt om den lort jeg står og træder i hver eneste dag. Ja, jeg nærmest fucking svømmer rundt i den.
Jeg er træt af det her.. jeg er træt af at de mennesker jeg elsker dør som fluer omkring mig.
Hvad er det lige præcist jeg har gjort, siden jeg skal straffes så hårdt? Det føles sgu som om jeg bliver straffet. Jeg magter det bare ikke.. og jeg magter overhovedet ikke at jeg ikke har snakket med nogen om det her endnu.
Jeg nævnte det overfor min kæreste her til aften.. men, ja. Han havde ikke tid. Han skulle game, han skulle i bad og han skulle i seng. Det må også være forfærdeligt at skulle forholde sig til noget der angår mig og min familie, det kan jeg godt se. Jeg er jo sådan et forfærdeligt menneske man ikke kan elske, right Vizz? Jeg fucking håber du ser det her.
.. og hvis du gør: intet er som du bilder dig selv ind. Jeg er ikke voldsomt forelsket i dig længere. In fact, så er jeg [skrevet, men slettet igen fordi.. jeg ikke behøver gøre livet mere surt for mig selv, meh].
Jeg magter ikke at skrive mere.. jeg er alt for vred og såret.
