Det lysner, Mogensen, det lysner!

Okay. Hvor pokker skal jeg starte? Jeg var til det der samtale på Århus Amtssygehus for små 2 uger siden. Alting virkede lovende, og.. jeg har vist allerede skrevet om det. Siden da har jeg så gået og tænkt på om jeg skulle vælge operationen eller ej.. og jeg kom altså frem til at det skulle jeg. Spørgsmålet var bare om overlægen ville indstille mig, til trods for min skizofreni. De opererer ikke mavesækken på mennesker med svære psykiatriske lidelser, nemlig.

Den samtale var jeg så til i dag. OG HAN VILLE GERNE :D:D:D:D Jeg skal snakke med ham igen d. 19. januar 2010.. og jeg skal tabe mig 10 kilo inden da, for han vil se om jeg kan.. og gu’ kan jeg da det! :D

Jeg føler virkelig at den læge har reddet min dag, min uge, det her år. Det hele lysner og det er virkelig dejligt.. selv solen skinner som bare pokker ind af mit vinduer – I feel good, yes.

Eneste minus var, da diætisten sagde at jeg seriøst mangler D-vitaminer. Så jeg har været på apoteket for at købe Unikalk Forte – herredyrt D-vitamin som jeg skal tage 2 gange om dagen. Det er alligevel ret meget, men hey – if I need, I take.

Der er halvanden time til Vizz kommer hjem fra arbejde. Jeg glæder mig til at se ham og fortælle ham hvor dejlig en dag jeg har.

Jeg sidder og leder efter glad-i-låget-sange på youtube. “2 Mod Fogh”, “Pass This On”, “Yogi” og, hm.. længere er jeg ikke kommet. Nu har jeg bedt www.blackmarket.dk om at finde glad-i-låget-sange til mig :D

Jeg håber du har en dejlig dag. Hvis ikke, så håber jeg den bliver bedre. Det fortjener du.

DRAMA

Der er altså absolut intet at skrive om – mit liv er så fucking kedeligt.

Jeg overvejer at finde mig et andet blog-sted, for wordpress er forvirrende.

Tænk at mit indlæg nummer 100 skulle blive så kedeligt.

Jalousi

Det grønne bæst skal bare fucke af.. især klokken halv 2 om natten. Jeg VIDSTE at der foregik et eller andet da han lå derinde, jeg VIDSTE at det var hende han skrev med.. men jeg vidste ikke at han gjorde det med vilje for at gøre mig jaloux. Det pisser mig af og jeg kan intet gøre før han kommer hjem fra arbejde imorgen. Jeg orker ikke at diskutere det med ham så sent om natten.

.. jeg lavede en Samantha på ham. Shit.

Listen to my heart, its shouting.

Jeg.. ved ikke helt hvor jeg skal begynde.

Jeg ankom til sygehuset sammen med min kæreste. Vi blev placeret i venteværelset og der sad vi så i godt og vel 15 minutter, før sygeplejersken kom og hentede mig. Jeg fik brugt de 15 minutter på at spekulere [b]rigtig[/b] meget. Jeg græd også en smule.. ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg var glad for at være kommet i betragtning til trods for min sygdom.

Inde hos sygeplejersken snakkede vi om selve operationen. Hun fortalte mig sådan set ikke noget nyt – man kan lære mange ting på nettet  :lol:

Hun fortalte mig at der ville komme en læge og hente mig. Lægen hentede mig.. og derfra gik det lidt i smadder. Vi snakkede om grundene til min overvægt. Vi snakkede om at jeg har dårlig ryg, dårlige knæ, trykken for brystet, mavesyre osv. som en følge af overvægten. Men så faldt snakken på den mad jeg spiser. Jeg fortalte hende at jeg spiser 4-5 gange om dagen, problemet er bare, at mine portioner er alt for store. Jeg fortalte hende også at jeg syntes det var svært at komme igang med at lave sundere mad når man aldrig har været vant til det.. og så gav hun mig en verbal lussing. “Jeg tror det vil være bedst for dig hvis du tabte dig på en naturlig måde, Nadja – det er selvfølgelig ikke mig der skal afgøre det, men du skal selvfølgelig vide hvad jeg tænker.”

1: Hun synes at jeg er for ung.
2: Hun mente at en diætist i hverdagen ville kunne gøre at jeg tabte mig naturligt.
3: Hun sagde at det her måske var en alt for “nem” løsning.

Jeg var ved at stortude, men jeg holdte igen. Hvis hun bare vidste hvor mange gange jeg har prøvet at tabe mig på en naturlig måde.. og hvis hun bare vidste hvor mange gange det er gået i vasken. For hvert forsøg der mislykkes, mister man modet mere og mere.. og hjertet slår små revner.

Mit hjerte er fyldt med små revner og jeg vil ikke kunne bære at mislykkes én gang til. Jeg ville ALDRIG have bedt om at blive henvist til en sådan operation, hvis ikke det var fordi jeg mente at det vitterligt er sidste udvej for mit vedkommende. Jeg blev vred da det gik op for mig, at hende lægen ikke kunne forstå det.

Dagen sluttede da jeg skulle have taget blodprøver og EKG.. efter at have fastet i 17 timer, puha.

Jeg må ærligt indrømme at jeg græd da jeg satte mig ind i min kærestes bil.. og jeg må ærligt indrømme at jeg er skuffet over ikke at være blevet hørt på sygehuset.

Jeg skal snakke med den “rigtige” læge d. 6. oktober. Jeg håber at den samtale bliver MEGET bedre og jeg håber at han vil kunne forstå det.

Corona med hat på

Jeg er virkelig dårlig til at opdatere min blog.

Pt. er Vizz og jeg ret gode sammen. Vi hygger, griner, pjatter, kysser, krammer og alt det kærestepar nu foretager sig. Med undtagelse af én ting. Sex. Vi har ikke haft sex i 15 dage :( Det er jo ikke fordi jeg er nymfoman, men jeg har altså brug for sex mindst hver anden eller tredje dag. Ikke kun fordi det er dejligt, men også fordi jeg bliver bekræftet i at han vil have mig. Når jeg ikke får sex, tænker jeg med det samme at der må være noget galt med mig. I WANT SEX FFS!

…

Imorgen skal jeg til det der samtale på Århus Amtssygehus. Altså, jeg ser det lidt som en “hvis vi vurderer dig egnet til den her operation, så er du også egnet til livet”-samtale. De har kun indkaldt mig imorgen for at se om jeg, til trods for min skizofreni, ved hvad det er jeg går ind til. Believe me, jeg ved hvad det er jeg går ind til. Jeg har læst, læst, læst, læst, læst – lige siden jeg fik brevet fra sygehuset.. for et halvt år siden. Jeg ved det bliver svært at ændre alle mine dårlige vaner med ét, men jeg er simpelthen så ivrig efter det her. Jeg ved at det vil ændre mit liv til det bedre – jeg kan fucking ikke vente! Derfor er jeg også angst for at jeg kommer til at kvaje mig til samtalen. Det må bare ikke ske.

…

Vi holdte Vizz’ fødselsdag i lørdags. Det var meget hyggeligt. Jeg kan virkelig godt lide hans (tætteste) familie. Der var så meget mad til overs at vi inviterede dem herhjem for at spise igår også. Hyggeligt, ja – kedeligt i længden, ja. Jeg gik nedenunder på et tidspunkt igår aftes for at se The Devil Wears Prada, for så kedelig er jeg nemlig.

Jeg opdaterer min blog ligeså snart jeg kommer hjem fra den der samtale imorgen. Kryds fingre for mig.

Whip it on

Godt så. Der skete det i Kolding at min far var på sygehuset, derfor kunne han ikke tage sin telefon. Jeg fik fat på ham meget sent den anden aften, men han havde det nogenlunde. Yet again kan jeg se at der aldrig er noget at bekymre sig over, men man kan jo ikke lade være. Det er jo for fanden min far. Lidt ligesom at jeg gik i en slags koma da min mor fortalte mig at hun har lungebetændelse og tager ret meget penicillin – min mor fylder snart 50, hun er jo ikke ung længere, vel. Det er helt hen i vejret at jeg får det sådan, men.. jeg har ikke ret meget lyst til at vinke farvel til hverken min mor eller min far i den nærmeste fremtid, ligesom. Shit, så morbid jeg er. Move along.

Jeg fik mit første kys af Vizz i dag, efter 9 dages kysse-cølibat. God det var fucking dejligt. Han kysser herregodt. Lige nu sover han sødt på sofaen. Vi har bagt pølsehorn her til aften og så lavede han øllebrød ved siden af. Jeg hader øllebrød :P Jeg glæder mig lidt til at se hvad de næste dage bringer, for vi har virkelig begge været helt fantastiske i dag. Jeg elsker at elske ham.

Imorgen tager thailænderne hjem. Det er helt vildt at de allerede har været her i 3 måneder. Phen og Joy. Joy er rigtig sød, det er bare en skam hun ikke forstår hverken dansk eller engelsk. Ellers ville vi helt sikkert have hevet hende med ind i vores crib for at game ps3, Wii og hvad vi nu ellers har. Det må blive næste gang. Det bliver nu også meget rart at de tager hjem. De laver om på ustyrligt mange ting når de først er her. Skraldespandens placering (skraldespanden udenfor, that is), vasketøjet (ja, også vores, hmpf) og så giver de hundene alt for meget mad. Det går ikke, for Amadeus skulle helst tabe sig lidt. Dyret er blevet lidt stor rundt om maven.

Jeg sidder og gennemsøger Spotify for al den musik jeg har glemt. Det’ fandme sjovt.. jeg er lige stødt på “Music from Chick Flicks” mmhmmhmja. Nu skiftede jeg så over til The White Stripes. Spotify er ren kærlighed. Al musik i hele verden, samlet i ét program – jatak! Englændere kan noget. Det er bare en skam at man ikke kan hente programmet hvis man bor i sølle Danmark – hurra for kontakter i udlandet.

På lørdag skal Mette og jeg holde familietamtam for første gang. Vi har været med alle de andre år, det har været en tradition at holde det mindst én gang om året. Men der var nogen kusiner der fuckede et eller andet op og så blev min søster og jeg nødt til at arrangere det hele på en lille måned. Det synes jeg faktisk vi har klaret meget godt. Nu håber jeg bare at det hele kommer til at gå efter den plan vi har sat vores lid til. De skal allesammen forlade ‘festen’ og tænke “det var lige godt fandens.. har jeg lige haft mit livs dag? Ja, det har jeg sgu!” … for så kan de fucking lære ikke at skære alle over én kam. Det har min mors side af familien en tendens til at gøre. Især når det gælder Mette og mig. jeg ved ikke hvorfor. Fuck dem, hvis de ikke VIL more sig, så skal jeg fandme tvinge morskaben ned i halsen på dem til de brækker sig.

Nu vil jeg gå ud og ryge en smøg, det har jeg fortjent.

Hvad sker der i Kolding?

I nat sendte min far mig en sms.

“Sover du? Hvis ikke skal du vide jeg elsker dig højt.. også din mor, ja jer alle :) Et liv gik bort jeg prøvede at kæmpe, for jeg vidste jeg havde dig. Du er min øjesten. Men nu vil jeg slukke den flamme der holder liv i mig. Pas godt på jer selv.“

Hvis du har læst min blog flittigt ved du, at han tit gør det der. Sender en “jeg vil dø”-sms fordi han regner med at enten min mor eller jeg så vil ringe 112 og få dem ud og tjekke ham. Jeg har efterhånden vænnet mig til det og jeg ved at jeg ikke burde være nervøs, for når man senere på dagen ringer til ham, så fejler han intet.

… jeg har prøvet at ringe til ham, flere gange. Han tager ikke telefonen. Jeg fik endda min mor til at ringe ham op. Han tog den ikke. Nu er jeg fucking ved at være nervøs.

Tag din telefon, menneske!

Why does my heart feel so bad?

Jeg ved stadig ikke hvor vi står henne i det her kaos.

Vi var til familie-fødselsdag igår i Hadsten. Han var fjern, sad ved computeren inde på kontoret eller sms’ede. Intet andet. Jeg orkede ikke at prøve så jeg lod ham bare gå. Jeg hyggede mig med min familie istedet, guderne skal vide at jeg har brug for det. Ligesom jeg også har brug for at få et helt specielt kram af én jeg holder af og som også holder af mig. De 2 jeg helst vil have det af, bor for langt væk. Jeg savner dem.. og det er helt forkert at savne den ene af dem, for, well, han er rykket videre i sit liv og har nu fast kæreste, lækker lejlighed, fælleskonto og alt det jazz. Hvis ikke Vizz var kommet ind i billedet for 3 år siden så havde det nok været mig der havde alt det der.. langt væk herfra. Hvad har jeg fået ud af livet de sidste 3 år, som jeg har dedikeret til Vizz og mit forhold? Lad os se:

- Jeg har fået ret meget styr på min gæld. Den bliver der betalt af på og det er skønt.

- Jeg har lært at tage min medicin hver dag (næsten). Det er altså et ret stort fremskridt.

- Jeg har fået en ny computer som Vizz betalte i første omgang.

- Jeg har fået en helt ny opfattelse af hvad familie er.

- Jeg har, god det her kommer til at lyde cheesy, fundet ud af hvad ægte kærlighed er.

Der er mange flere ting, men jeg kan simpelthen ikke overskue at skrive det ned. Så bliver det pludselig meget virkeligt, hvad det er jeg mister, hvis det her går galt. Jeg vil fandme ikke have at det går galt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har sagt det, men jeg har virkelig kæmpet for at blive den ægte Nadja. Hende jeg ved jeg er, men som er dækket af skizofreniens store, sorte skygge. Det håber jeg at Vizz kan se og forstå.

… det eneste der har været i mine tanker mens jeg har skrevet det her, er ‘ham der’ der har villa, volvo og vovse med sin nye kæreste. Jeg savner ham, jeg savner at snakke som vi gjorde det, til langt ud på natten. Fuck.

Jeg er stadig pissemeget forvirret.

Kaos i et ellers roligt miljø

Vizz og jeg gik fra hinanden forrige weekend. We made up.

Jeg mistede forstanden. I’m ok now.

I et kort øjeblik fik jeg en smagsprøve på, hvordan mit liv ville være, hvis Vizz og jeg ikke var sammen. Det var ikke kønt. Jeg kunne se mig selv, sidde helt derude hvor det ikke nytter noget at klamre sig fast. Jeg kunne se mig selv falde tilbage til det jeg var engang. Jeg kunne se hvordan mit liv ville spole tilbage som et VHS-bånd på syre – jeg ville blive den gamle Nadja. Nadja som ville være ligeglad med alt. Det var skræmmende. Den Nadja har jeg slet ikke lyst til at være, ikke længere. De sidste 3 år har ændret mig på alle mulige måder. Jeg har haft en stabil kærlighed, en kærlighed der ikke bare forsvandt i det ene sekund jeg lukkede mine øjne i. Vizz har været der, lige fra dag et. Han har virkelig gjort ALT for mig.

.. jeg har bare været en sur kælling der aldrig blev tilfreds. Det gik op for mig forrige weekend.

Det er forresten mærkeligt.. altså, det der skete forrige weekend. På et splitsekund gik jeg fra at være skizofrene Nadja, til, well.. en helt anden. Jeg blev virkelig ondskabsfuld og sagde de vildeste ting til Vizz. Jeg… jeg sagde blandt andet “haha din mor havde kræft, men ved du hvad? Det havde hun nok også fortjent!”

Jeg ved det fucking godt. Eller, det gør jeg jo så ikke, for jeg aner virkelig ikke hvad der skete med mig. Vizz’ mor døde i 2005 efter en lang og sej kamp mod livmoderhalskræft. Jeg har aldrig berørt emnet for jeg vil jo helst ikke gøre Vizz ked af det.. jeg kan kun forestille mig hvor svært det må være at miste sin mor på den måde. At jeg så har sagt det jeg har sagt, det gør bare alting værre. Jeg har det dårligt, både fysisk og psykisk. Jeg får ondt i maven når jeg tænker på hvad jeg har sagt. At undskylde de næste 40 millioner år, det vil stadig ikke være nok. Jeg ved virkelig ikke hvor det kom fra. Jeg ved ikke hvem jeg var. Jeg har på fornemmelsen at det var én af mine stemmer der pludselig brød ud af sindet.. fuck, det lyder sindssygt. Jeg er sindssyg. Jeg hader at være skizofren. Jo længere tid jeg er det, jo flere ting kan jeg genkende når jeg læser om skizofreni på nettet eller snakker med læger om det. Min paranoia, min vrede, min opdigtede ‘virkelighed’, mine hallucinationer og min måde at være social på. Det værste er fandme at jeg er klar over at jeg har det sådan.. hvis jeg nu bare kunne være uvidende.

……….

Imorgen skal vi til fødselsdag hos min mors kæreste i Hadsten. Jeg vil drikke mig så tæskelam at jeg glemmer mig selv og mit navn, det ville være det bedste, to be honest. Jeg vil så gerne glemme alt det jeg har sagt, den jeg var og det jeg stadig er. Jeg er så træt af at være skizofren. Jeg er glad for at jeg har min helt egen supermand.. endnu. Jeg elsker ham for at han holder fast, selvom det må være skidesvært.

Jeg giver fucking op.

Jeg er så meget et problembarn, you see. Jeg har skizofreni, er 22 år og er sådan set i det der RIS (Ringe i Søen) hvor unge og ældre med psykiske problemer kan komme og få lidt undervisning, lidt hygge og motion. Det er i hvert fald det der står i deres brochure. Jeg har været derude i 3 måneder nu. De sidste 3 uger er jeg blevet væk. Undervisningen er helt hen i vejret. De folk der er derude er virkelig nogen idioter i ordets bogstaveligste forstand. Vi har haft meget om Freud og 90% af spaderne derude var like “hvem er Freud? Er han musiker eller skuespiller, for så tror jeg nok at jeg har set ham i en film”. Når læreren så har forklaret dem hvem Freud var og hvad han arbejdede med var de “nå, det lyder kedeligt, høhøhøhøhøhøhøhøhøhø”. Pis af kællinger. Gik I ikke i folkeskole? Motionen er også til at lukke op og skide i. De har en træner knyttet til deres motionscenter men hun er så livsglad at det er til at brække sig over. Man kan ikke have så meget energi og lyst til at leve som hende, uden at være på et eller andet. Seriously. Hyggen eksisterer heller ikke. Folk sidder bare og har ondt af sig selv. “Ååååh jeg er psykisk syg, jeg kan ikke rigtig høre hvad du siger, for mine psykoser går i øret på mig. Jeg magter ikke at spille rundbold for mine hofter gør ih og åh så ondt. Jeg kan ikke koncentrere mig om undervisningen for mine fingre gør ondt lige nu”. PIS AF! Jeg kan ikke fordrage folk der bare sidder og har ondt af sig selv uden en konkret grund. Jeg kan ikke fordrage mennesker der mener at Kandis og Vikingarne bare er det BEDSTESTE i hele verden. jeg kan ikke fordrage danskere der mener at DF “burde være det største parti i Danmark, så vi kan få de skide perkere sendt hjem”. Jeg kan bare fucking ikke klare det, mand.

Jeg har skizofreni, ja. Derfor er det vigtigt at jeg får de helt rigtige vilkår for at lykkes med noget.. and so far, it aint happening. I 3 år har jeg vandret rundt og været glad for at min familie, mine venner og min kæreste forstod mig. Men det skal jeg da godtnok lige love for er en løgn med stort L. Her til aften spurgte jeg min kæreste om han var sur på mig, fordi jeg ikke var taget afsted til det der RIS. “Ja”, svarede han bare. Jeg forklarede ham hvordan jeg havde det med at være derude, hvordan det har været fucker svært for mig at tage bussen mod Silkeborg hver morgen, når den var fyldt med irriterende teenkids. Det forstod han ikke. Det eneste han havde at sige var “du ender med at blive førtidspensionist, men det er jo også det du gerne vil”.

… det gør mig pisserasende at han siger sådan noget. Jeg har intet imod mennesker der får førtidspension. Hvis de har prøvet, virkelig prøvet, at passe ind i samfundet men uden succes, så skal jeg ikke sige noget. Helt ærligt, jeg kan forstå dem. Men jeg har det altså selv sådan, at man ikke skal sige jatak til førtidspension medmindre man VIRKELIG har prøvet alt der prøves kan. Har man kæmpet, svedt og spyttet, men stadig uden at passe ind i et 7-4 job, så gør det. Jeg vil bare gerne prøve mig selv af først, jeg vil gerne finde ud af hvad jeg kan holde til. Det er tydeligvis ikke RIS. Det er jeg sgu for klog til. De har placeret mig på det laveste ståsted.. jeg vil, jeg må, jeg SKAL længere op. For jeg ved at jeg er i stand til mere end dét.

Men det ville have været fucking nice med lidt støtte fra ham man går op og ned af hver eneste dag. Jeg ved jeg er indviklet, men hvis man nu bare lige giver mig en chance.. hvis man nu bare lige giver sig selv en chance for at prøve at forstå.. så er det slet ikke så svært.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. jeg aner ikke hvem jeg skal snakke med. Jeg aner ikke hvem jeg kan sige sandheden til.

Jeg er træt af at være syg.